#2 – Når livet ikke er nemt… | Når livet ikke er nemt

Jeg har valgt at køre et nyt tiltag på bloggen som hedder: når livet ikke er nemt.. Igennem dette vil jeg sætte fokus på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig?

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg min blog til at skabe fokus på de svære ting..

Tag godt i mod Mette, som har haft et liv med en forældre som drak. Det har givet hende mange svære stunder – men hun er mega sej og kæmper for at komme ovenpå! Meget rørende historie <3

Min historie – barn af en alkoholiker‏

af Mette Elisabeth Hansen – 23 år.

“Faaaar faaaar!!!” – denne her gang er jeg 13 år. Jeg kunne ikke få liv i ham og dette var ikke første gang jeg oplevede, at han ikke reagerede når jeg kaldte på ham.

Jeg var bange, bange for hvad der nu skulle ske og kom jeg nogensinde til, at se ham igen? Hvad ville min mor og storebror dog ikke sige?, når de skulle hente mig og jeg igen måtte fortælle, at far var for fuld til, at tage ansvar for mig.

Jeg blev voksen, alt for tidligt..

Jeg oplevede første gang, da jeg var 7-8 år, at min far drak mere end almindelige mennesker gør. Han har gjort det siden han var ung, fordi han ikke fik hjælp til de problemer han havde.

Jeg dækkede over ham hele tiden og havde alle de bedste undskyldninger til, hvorfor jeg ikke havde fået madpakke med, eller hvorfor mine øjne var så hævet og røde.

Jeg havde aldrig rigtig veninder med hjem til ham når jeg var der ind i mellem, for jeg vidste aldrig hvad der ventede mig når jeg kom derover.

Jeg har flere gange slået hånden af ham, og ikke ville tale med ham, fordi jeg troede på, at så blev han ædru og det gjorde han ofte, i en lille periode. Men faldt i igen og igen.

Jeg bliver ældre, og føler mig aldrig nogensinde god nok – hvilket jeg egentligt aldrig har gjort. Jeg følte mig forkert, og at det hele var min skyld.

Som 15 årig ramlede hele det smukke korthus og den facade jeg altid havde haft, da min mors mand forlader os. Jeg mistede den mand som havde ageret min far i alle de år, min far ikke selv kunne.

Jeg stoppede med, at spise, sov hele tiden og kunne ingenting, men i skole det kom jeg, hverdag.

Jeg havde en engelsk lærer på min 10. klasse som var meget opmærksom på, at her var noget helt galt.

Min mor og jeg bliver indkaldt til en samtale, og her må jeg jo erkende, at jeg virkeligt ikke har det godt. Vi aftaler en tid ved lægen, og bliver sendt på ungdoms P til en snak om mulig indlæggelse grundet, at jeg havde udviklet en spiseforstyrrelse og var meget ustabil. Men bliver her efter mødet mødt med ordene “du er ikke syg nok” og efter det var der ingen hjælp at hente.

Min mor og jeg måtte selv tage affære, og få mig rask. Jeg fik det bedre og blev normal vægtig igen, men min psyke var ikke med mig som jeg troede.

Jeg starter i TUBA i gruppeterapi i 2013 mener jeg, og det er det BEDSTE jeg nogensinde har gjort.

Her mødte jeg 6 unge mennesker som stod med mange af de samme følelser som mig, og som kunne forstå, hvor ondt livet gjorde og hvor meget skade det kunne forvolde, at se den mand/kvinde som man elskede og kaldte for mor/far, at se hvor meget de ikke bare ødelagde sig selv, men også de børn eller ægtefæller der var rundt om den.

Jeg kunne spørge den til råd om alt, og da jeg siger til dem, at jeg vil bede min far om endnu en gang, at stoppe med at drikke, giver de mig de sidste skub til, at jeg gør det.

Og jeg gjorde det. Jeg gav min far valgte om det var flasken eller mig, og sagde til ham;

Far, jeg elsker dig. Men du er nødt til, at vælge imellem den her meget grimme djævel eller mig, din datter og det eneste du har. Jeg kan bare ikke klare mere, det har taget mig så mange år, at finde ud af, hvad jeg gør forkert siden flasken er så vigtig for dig, men jeg kan ikke regne det ud.

Jeg ved bare, at du ødelægger dig selv og du ødelægger mig. Jeg har et ønske, og det er, at du er her den dag, jeg skal giftes og får børn. Så tænk dig om, for hvis jeg går ud af den dør uden den her, så ved jeg ikke om du nogensinde ser mig igen.

Vi græd begge to, men han valgte flasken og jeg gik min vej velvidende, at jeg ikke vidste om jeg skulle se ham igen og det knuste mig.

Vi boede i samme gade, og hen på aftenen kom ambulancen for at hente ham. Han havde drukket og taget piller, fordi han ikke ønskede et liv uden mig. Han overlevede. Men jeg stod fast for han havde selv taget valget, og jeg ville ikke besøge ham nede på P.

Jeg bliver en lille måned efter ringet op, og får et opkald jeg ikke havde forventet.

Han var blevet tilbudt et behandlingsforløb, og havde sagt ja.

Fra det opkald og til den dag idag, er han stadigvæk ædru og jeg er så stolt af ham.

Men løbende de efterfølgende år indtil den dag idag har jeg været ramt af flere depressioner, stress og angst.

Først i maj 2015 får jeg den nødvendige hjælp, da jeg bliver ramt af en svær depression, men jeg har her fået en masse redskaber og nogle gode måder, at arbejde med min tankegang på, og får styr på tankerne om, at jeg skal være perfekt, jeg skal have kontrol over alting, jeg skal sørge for at alle andre har det godt osv.

Og det begynder, at hjælpe. Jeg har min sidste behandling D. 4/5, og det glæder jeg mig til. Ikke at jeg er rask, for det ved jeg ikke om jeg nogensinde bliver. Men jeg bliver bedre og lærer, at takle de situationer der kommer.

Men husk; selvom din mor eller far drikker, så er det ALDRIG!!! Nogensinde din skyld. Og du er aldrig alene.

Masse kærlighed til jer alle sammen.