20 % på fede tights! :)

#4 – Når livet ikke er nemt…

Jeg har valgt at køre et nyt tiltag på bloggen som hedder: når livet ikke er nemt.. Igennem dette vil jeg sætte fokus på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig? 

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg min blog til at skabe fokus på de svære ting..

Har du lyst til at dele din historie, så send mig din mail på getfitinspiration@live.dk


Tag godt i mod Nanna som lever med kroniske smerter dagligt. Hun har haft en lang kamp for at blive fri af dem, uden held. Og nu lever hun et liv hvor hun skal acceptere de ting hendes sygdom hindrer hende i. En meget rørende historie som sætter min hverdag lidt i perspektiv..

Skærmbillede 2016-03-31 kl. 00.22.06

I mine sene teenageår var jeg igennem en livskrise, der kom til at definere mit liv for altid. Hvad der startede som et par nemme operationer endte med at blive alt andet. Hvad der gik galt har jeg aldrig rigtig fået svar på. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde får det. Accept er en svært størrelse at jonglere med, når man er ung, men nogle gange må man se realiteterne i øjnene. Det gjorde jeg. Her er mine historie:

Jeg har spillet håndbold fra jeg var 5 til jeg var 16 år gammel. Jeg har aldrig været et kæmpe talent, men min kærlighed til sporten har altid været stor. I foråret 2009 blev jeg ramt af flere og flere smerter i forbindelse med løbeture. Jeg var 15 år gammel. I løbet af 2009 fik jeg konstateret kronisk compartment syndrom i begge mine underben. I 2010 blev jeg opereret i venstre lægmuskel. I 2011 blev jeg opereret i den højre. Dengang var jeg sikker på, at jeg ville være tilbage på håndboldbanen i løbet af nul komma fem. I dag er jeg snart 22 år gammel. Jeg har ikke spillet håndbold siden efterårsferien 2009. Jeg kommer aldrig til at spille håndbold igen. Jeg har ikke løbet i 5 år, mine cykelture er korte, jeg har svært ved at køre bil, og jeg går i perioder med krykker. Nogle dage ligger jeg i sengen.

Årene efter mine operationer rejste jeg hele Danmark rundt efter et svar. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange forskellige læger, jeg har besøgt. Som 16-årig blev jeg kastet ud i mit livs identitetskrise, og jeg blev nødt til at reevaluere mit liv. Da jeg endelig efter flere år forstod, at håndbold hørte fortiden til brast min verden sammen. Hvem var jeg nu, når jeg ikke kunne dyrke den sport, jeg elsker så højt? Hvert et sygehusbesøg var et nederlag, jeg gik i gymnasiet og jeg overbevidst om, at jeg under ingen omstændigheder ville give slip på mit gamle liv. Det skete heller ikke, før jeg for 2 år siden kom på smerteklinik, hvor jeg lærte, at man godt kan have et godt liv, selvom man er kronisk syg. På smerteklinikken gik jeg i gang med at samle stumperne og forme et nyt liv med hjælp fra læger, sygeplejesker, fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer. Jeg fandt blandt andet ud af, at motiverende citater er en hjælp for mig. Jeg besluttede mig også for, at træning fortsat skulle være en del af mit liv. jeg har tilpasset min træning, og jeg er ikke den stærkeste i fitnesscenteret, men det er heller ikke nødvendigt for mig. Træning er stadig mit frirum, det er der jeg slapper af, får ro i min krop og styr på mine tanker. Jeg har intet mål med min træning, for det kan man ikke have, når ens krop er så ustabil som min, så for mig handler det om at få koblet af og have det sjovt. Jeg er af den overbevisning, at træning er vigtigt, også selvom man er syg. Det har jeg haft mange diskussioner med læger og fysioterapeuter om.

I dag er jeg kronisk smertepatient med nervesmerter og nerveskader og læser dansk på SDU. I mine drømme læser jeg til fysioterapeut, men det er en af de mange ting, jeg har måtte give afkald på. Jeg er i dag på vej mod at have accepteret mit nye liv, men det har ikke været nemt. Jeg har en usynlig sygdom, og når jeg ikke går med krykker, så kan man ikke se, at jeg er syg.  Jeg ser ung og frisk ud, så jeg forstår, hvorfor det kan være svært for mennesker omkring mig at forstå, hvor meget en bytur koster på smertekontoen, at jeg ikke bare kan stå hele aftenen til koncerter, at jeg bliver hurtigt træt, at jeg i perioder føler mig mere død end levende på grund af min medicin. Jeg har konstante smerter, og det kan være en udfordring for både min koncentration og mit humør. Jeg har økonomiske udfordringer og bekymringer for fremtiden, som andre unge ikke har. Der er dog også sine fordele i at være usynlig syg. Det har været rigtig grænseoverskridende for mig, at starte på mit studie. Før første gang har jeg skulle starte et sted, hvor jeg har haft mit handicap med mig fra starten. Jeg har stadig ikke vænnet mig til spørgsmålene, når jeg den ene dag kommer på krykker, og den næste dag kommer uden, men jeg er glad for, at folk spørger. Jeg har arbejdet rigtig meget med, ikke at tænke så meget over, hvad folk tænker om MIG og om der stilles spørgsmålstegn ved mit handicap.

Jeg har været igennem en kamp, der har været så hård, at jeg til tider har overvejet, om det var det værd. I dag tror jeg på skæbnen, for jeg må tro på, at der er en større mening med det, jeg har været igennem.

Min familie har været en kæmpe støtte for mig undervejs og sørget for, at jeg fik mulighed for at gøre næsten alt det, jeg gerne ville på trods af mine smerter. Min far har kørt mig mange kilometer, og min mor har været min bisidder til mange mange møder med fag- og sundhedspersoner. Jeg har en vennegruppe, der tager hensyn uden at overdrive, og en kæreste der er utrolig forstående, betænksom og positiv på mine vegne,  når jeg selv er træt af det hele. Mit netværk har været afgørende.

Jeg ser stadig utrolig meget håndbold, fordi jeg allerede tidligt traf en beslutning om, at det ikke var en af de ting, jeg ville give afkald på i mit nye liv. Jeg har nemlig startet et nyt liv, og selvom mine advarselslamper ikke længere signalerer ”livskrise”, så befinder jeg mig stadig midt i en identitetskrise. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvem jeg er nu. Men det er okay. De sidste 6 år har lært mig, at når man befinder sig i lort til halsen, så nytter det ikke noget at sætte sig ned og tude. Det har jeg gjort – mange gange. Men på et eller andet tidspunkt må man rejse sig og kæmpe videre. Også selvom det koster blod, sved og tårer.

”Jeg kan blive deprimeret, og synke ned i bitterhed og vrede over, at livet ikke blev, som jeg havde planlagt. Men vælger jeg at gøre det resten af mit liv, mister jeg endnu mere.”


 

Ingen kommentarer endnu...

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20 % på fede tights! :)