#6 – Når livet ikke er nemt… | Når livet ikke er nemt

Jeg har valgt at køre et tiltag på bloggen som hedder: Når livet ikke er nemt.. Igennem dette vil jeg sætte fokus på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting, følelser og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig?

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg min blog til at skabe fokus på de svære ting.. For du er ALDRIG alene!

Har du lyst til at dele din historie, så send mig din mail på getfitinspiration@live.dk

Tag godt i mod Maja, som har haft en hård barndom med en far som havde et misbrug og var psysisk syg. Det har givet hende ar på sjælen og psykiske problemer. En meget stærk og rørende histore!

“Jeg var 2 år, da jeg løb ned af gaden sammen med min mor. Jeg vidste ikke hvorfor vi løb, jeg vidste bare at mor var bange. Jeg så min far løb efter os, men forsvandt. Hvorfor stoppede vi ikke? Hvorfor tog vi ikke cyklen, vi kom på, som holdte ved far?
Vi løb videre, så kom min far frem. Han stod lige foran os. Han råbte og min mor råbte også. Vi stod midt på gaden ved en å. Jeg var bange og jeg græd.
Jeg slap min mors hånd og gik ind imellem mine forældre og kiggede på dem.
Jeg glemmer aldrig det blik hun sendte mig, da min far tog mig op. Det var undskyldende, tomt og sorgfuldt.
Det var min fars weekend tur til at have mig, men min far var utrolig fuld, og jeg var nu overlagt i hans varetægt…

Det var første gang jeg vidste noget var galt og det er her alle mine minder starter.
Min far var alkoholiker og samtidig psykisk syg. Dengang kaldt psykopat, af hans egen læge.

Jeg var 5 år, da jeg oplevede min første dødsangst. Min far var gal og tog mig op, for at holde mig ud over altanen. Jeg troede han ville give slip, da han udtale “mon du kan flyve?” Jeg skreg og undskyldte for ting jeg ikke havde gjort, og han satte mig på jorden og skældte mig ud.
Den dag i dag lider jeg af dødsangst og er ufattelig bange for at flyve.

Jeg blev ældre, og ingen i systemet ville hjælpe min mor og jeg.
Selv da min far blev varetægtsfængslet, var der ingen hjælp at hente, da han kom ud. Jeg skulle fortsat se ham og jeg var bange.
Ikke kun når jeg var hos ham, men også hos min mor. Jeg var bange for hun forsvandt og jeg ville blive overladt til min far.
Mit far var barnet i vores far og datter forhold. Jeg tog mig af ham, lagde ham i seng, lavede mad og han drak og så tv.

Systemet svigtede mig og min mor. Hun kæmpede i alle år for at få den fulde forældre myndighed, men det var først da jeg blev 12 år, jeg selv kunne kæmpe imod ham… Så det gjorde jeg. Jeg brugte 1 år i statsamtet, hvor jeg fortsat skulle se min far imens.

Men så blev jeg fri.. Fri fra min fars lænker, fri for hans tyranni, alkohol og hans løgne. Det har været et af mine livs sværeste valg, for jeg elskede ham.. Og gør stadig.
Da jeg endelig blev fri, kunne jeg slippe al min nervøsitet og angst. Dog gav jeg løs for følelserne og det udviklede sig i en svær depression, skær i mig selv, havde slem OCD, selvmordstanker og som 15 årig en spiseforstyrrelse, som startede som anoreksi.
Som 16-17 årig ændrede det sig til bulimi samt BED, som jeg i en alder af 25 år stadig lider af i dag.
Ikke nok med jeg har fået ar på sjælden, har jeg har fået varige men af min spiseforstyrrelse. I 10 år, har jeg ikke behandlet min krop, som den skulle og må nu leve med konsekvenserne resten af mit liv.

Min far døde i december 2014 af sit misbrug.
Der sluttede mit kapitel med ham 100 % og jeg kunne endelig sige farvel med ro i hjertet.
Jeg har været igennem systemet, haft utallige psykologer på, læger, men den eneste fantastiske støtte der har hjulpet mig på rette vej, er min mor. Hun opgav mig aldrig og har vist mig ægte kærlighed.
Uden hende, havde jeg sagt farvel til livet som 12 årig. Jeg beundre hende og håber jeg kan være så stærk som hende, når jeg engang selv får børn.

I dag kæmper jeg stadig med overspisning og bulimi. Jeg er i behandling på andet år, men jeg har det meget bedre end nogensinde før. Jeg har fundet kærligheden og ladet en mand komme tæt på, som jeg nu bor sammen med.
Jeg kæmpede i mange år med følelsen af at være ligegyldig, men efter mange år med indre kampe er jeg nu på vej ud på den anden side. For jeg er noget værd!! Ligesom alle er unik, på hver deres måde.

Mit råd til folk, der læser med er – giv aldrig op. Det tog mig omkring 10 år at indse at livet var mere værd en tårer og hårde følelser, men hold nu op, hvor er det fantastisk på den anden side.
Jeg havde mange odds imod mig, men jeg klarede det – so will you! <3

Historien var fra Maja, og kalder sig “lystentilsundmad” på Instagram.