Historien om vores brud - del 2

Inden jeg starter indlægget vil jeg starte med at sige at jeg INTET ondt har at sige om min eks kæreste. Jeg har stor respekt for ham. Han vil altid have en plads i mit hjerte og jeg ønsker ham kun det allerbedste. Han har ikke behandlet mig dårligt, men vi var bare ikke længere gode for hinanden som kærester og derfor måtte det slutte. Jeg har ikke tænkt mig at hænge ham eller vores problemer ud her. Det her er min følelsesmæssige side af historien og intet andet.

Du kan læse del 1 her.

.....

Efter vi havde aftalt vi ville forsøge igen, så blev vi også enige om hvilke forskellige tiltag vi ville forsøge os med for at få det til at fungere. Vi var enige om at vi ville kæmpe og gøre hvad vi kunne for at det skulle blive godt igen. Ligeledes aftalte vi også at han ikke flyttede hjem med det samme. Det var egentlig mest hans valg, fordi han havde brug for at fokusere på sig selv lidt. Jeg forstod det godt, men prøvede også at spørge om et tidspunkt hvornår han tænkte han var hjemme igen. Det kunne han ikke give mig. Men det var okay, det kunne jeg trods alt godt acceptere nu, med alt det vi havde været igennem. Da han kom hjem til mig og han sad overfor mig og vi aftalte de her ting, der følte jeg mig lettet fordi jeg havde været så ked af det ugen forinden, fordi jeg var bange for at det var helt slut og nu sad han foran mig og sagde det ikke var. Det gjorde mig lettet. Men da han gik ud af døren igen, var der fuldstændig tomt. Og med et var tvivlen tilbage i min mave, og den kom som et stik med en kniv. Det gjorde rigtig ondt og jeg forstod det ikke. For nu havde vi jo LIGE aftalt vi skulle prøve igen, så hvorfor dælen reagerede jeg så sådan her?! Jeg gjorde, som jeg havde gjort størstedelen af de her 3 år. Jeg ignorede hvad min krop, hjerte og sind prøvede og fortælle mig, og gik direkte op i mit hoved og overbevidste mig selv om at det var ikke sådan det var. Jeg ville jo gerne og det var sådan det var, så lige om lidt måtte jeg blive overbevidst om det var det rigtige. Men den ”rigtige” følelse kom aldrig, tværtimod levede jeg KUN i mit hovedet og lod det diktere hvad jeg skulle. Jeg mærkede ikke efter. Jeg kørte bare på auto pilot, noget jeg først har indset efter vores brud. Nå, men tiden gik og i starten ville han ikke komme ”hjem” og han kunne ikke fortælle mig hvornår han regnede med at flytte hjem. Det var en mærkelig følelse indeni, for på den ene side var min krop glad og tænkte det var dejligt han ikke var hjemme. Men mit hoved og kontrolgen skreg og var ude af den. Han burde jo komme hjem, så vi kunne arbejde på det. Her var igen et sted hvor jeg ignoerede mine følesler og sind fuldstændigt og ikke lyttede på hvad mit hjerte prøvede at fortælle mig. Jeg lod hovedet tage styringen fuldstændig selvom min krop skreg på hjælp. Vi kørte et godt stykke tid på denne måde. Vi snakkede sammen dagligt og havde en del ”clash”. Så selvom det burde være blevet bedre mellem os, så stod vi bare fuldstændig stille. Jeg ville have ham hjem - han var ikke klar. Så vi var bare låst fast. Men pludselig vendte det. Der skete nogen ting i midten af januar, der gjorde at jeg skubbede mig længere væk fra ham og nu var jeg ikke længere der hvor jeg ville havde ham hjem, men han var derimod klar på at komme hjem nu. Men det var jeg ikke! Han havde ikke kæmpet som jeg havde og han havde prioteret anderledes. Så han måtte bevise nogen ting overfor mig inden jeg var klar til at dele hverdagen med ham igen. Der gik lidt tid og han tog tingene til sig som vi havde snakket om. Så faktisk på vores 5 års dag d. 11. februar 2017 fortalte jeg at han gerne måtte flytte hjem igen. Vi fejrede vores årsdag med en middag og snak omkring det hele. Så nu kom han hjem igen. Da jeg gik i seng den aften kan jeg huske at jeg tænkte at egentlig, ville jeg slet ikke have han skulle komme hjem, for jeg elskede ham ikke længere. Men straks tog hovedet over og fortalte mig det var noget vrøvl og jeg jo selvfølgelig elskede ham. Følelserne ville komme lige straks! Det ville de, det skulle de!

life-is-hard_0