Personligt indlæg: Update efter vejning/Depression

I dag skulle jeg vejes hos min søde diætist Line fra diætist-enheden, jeg var ikke nervøs for og skulle op og fortælle hvordan det gik, Line følger nemlig med her og på instagram, så hun var klar over jeg var kommet til skade, samt de psysiske problemer jeg har. Det er derfor ikke et sted jeg frygter at komme hen og slet ikke efter i dag fordi Line virkelig formåede at snakke med mig om tingene på en måde så det virker realistisk og knapt så skræmmende.

Men ja, min periode har jo ikke gået så godt og især efter jeg vrikkede om til Color Run gik det ikke godt med kosten, så jeg var næsten godt klar over jeg havde taget på.

MEN! Jeg havde fandeme taget 3,8 kg på siden sidst, og forhelvede hvor var det ikke sjovt at se :(
Dog var jeg hos min bedste veninde og hendes familie i går fordi hun fejrede sin fødselsdag, den stod derfor på en masse mad og kage, så en stor del i de kilo er hovedsalig væske og mad som min krop er igang med at fordøje.

Men forhelvede hvor jeg føler mig som en fiasko, jeg føler jeg er latterlig. Jeg er pt. kun 4 kg fra min startvægt, hvor klamt er det lige?! Det kan ikke beskrives hvor stor en fiasko jeg føler mig som, men nogle gange er det bare sådan, og det ligger der en dybere grund bag.

Jeg har hverken fortalt om dette på bloggen, eller instagram fordi jeg ikke har været klar til det, det har kun været mine nærmeste der vidste det, fordi jeg i lang tid har været rigtig flov over det, og ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere det, samt emnet er meget tabu lagt, så jeg har været bange for at folk så mig som svag, åndssvag eller latterlig.

Men jeg føler mig klar til at fortælle om det nu, mest for min egen skyld så det forhåbentlig kan hjælpe mig på vej i mod accepten af at sådan er det bare, og at jeg har taget de kg på er helt ok.

Men jeg blev i start januar ramt af en depression, som slog mig meget hårdt. I starten var jeg ikke klar over det var det der var galt, fordi i min verden var folk der fik en depression nogle der havde en grund til det, så som misbrug, svigt og mange andre ting, ikke sådan en som mig som var glad og nød livet.
Men jeg har senere fundet ud af af det rammer hver femte dansker, så det er ret mange mennesker – men det er ikke noget man hører om.

Jeg skjulte det for alle – det var kun de nærmeste der vidste jeg havde det skidt. Så alle gik og troede jeg havde det godt, men det hele var bare en facade jeg satte op,  og det var hårdt.

Jeg havde meget svært ved at overskue noget, og jeg græd hele tiden. Det gjorde simpelthen så ondt indeni og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var meget fortvivlet. Det er rigtig svært at forklare til folk der ikke har prøvet at have en depression hvordan det føles, og jeg må også indrømme at før jeg prøvede det på egen krop synes jeg at det var for åndssvagt man ikke bare stod op og besluttede at i dag vil jeg have en god dag, og sådan er det. Men det kan jeg godt se nu, at det kan man bare ikke.

Det rigtig hårdt ikke at kunne overskue de små ting, som vasketøj og oprydning, men det stressede mig helt vildt. Men jeg forsatte med at gå på arbejde og træne, fordi det var jo ikke de ting der var skyld i det, så hvorfor ikke blive ved? Derudover ramte det mig også på det personlige plan i forhold til følelser, hvordan og hvorledes vil jeg holde for mig selv – det er mere for at fortælle hvor meget en depression egentlig går ud over.

Jeg startede hos en psykolog som på den første time fortalte mig at jeg havde en depression som var kommet af stress/overbelastning, og det troede jeg bestemt ikke på! Jeg havde jo på intet tidspunkt følt mig stresset, det kørte jo derud af. Jovist bestod min dag af at stå op, tage på arbejde, tage til træning, spise, læse lektier, blogge, svare på mails og så i seng. Jeg slappede ikke af, selvom jeg jo følte jeg slappede af når jeg trænede, det gjorde kroppen bare ikke.

Min psykolog sagde jeg skulle sygemelde mig, fordi jeg havde brug for at komme oven på igen – men det kunne der ikke høres tale om. Jeg skulle ihvertfald ikke sygemeldes, jeg er jo kun elev? og de bliver ikke sygemeldt! basta!

Jeg havde rigtig svært ved at acceptere at det var overbelastning/stress som var skyld i det her, for jeg havde jo IKKE været stresset. Men så skulle jeg skrive fagprøve, og det var fandeme en kamp! Da jeg endelig kunne sige, aargh jeg er færdig, brød jeg helt sammen! Jeg kunne ikke overskue at skulle tage på arbejde, jeg kunne ikke overskue at stå op. Jeg havde det bare så skidt og der gik det op for mig at jeg nok skulle sygemeldes.

Jeg var sygemeldt i 3 uger, hvor jeg kun lå og så desperate housewives, det var min måde at koble helt af – efter de 3 uger tog jeg yderlige 2 uger til Bali og det hjalp mig VIRKELIG!

Siden da er det gået rigtig meget op af bakke, jeg er stadig ikke helt oven på, og det er blandt andet derfor jeg skriver dette, for at huske mig selv på det hele og ikke slå mig i hovedet over de forbandende 3,8 kg som jeg ved jeg nok skal tabe igen!

Jeg er stadig i behandling for dette, og jeg stoler fuldt ud på de folk som har mig i deres hænder!

Jeg håber det også giver mening for jer nu, omkring hvorfor jeg har været fraværende og taget på samt en del sponsorede indlæg for at holde bloggen igang. Det har simpelthen været fordi min krop sagde fra, på alle måder. Jeg blev dårlig når jeg trænede f.eks. – klart tegn på man skal lade være.

Min depression er kommet af en længere periode med stress/overbelastning, og det er vigtigt for mig at sige at det ikke er en specifik ting der starter det – det var hele den måde jeg kørte mig selv på der ikke var sund. Derfor skal jeg blive bedre til at lytte til min krop og de signaler den sender.

Jeg er nervøs for at trykke udgiv – men jeg føler jeg har brug for at sige det højt, brug for at fortælle andre om min situation , dog er jeg bange for at folk dømmer mig og tænker dumme ting.

Men jeg vil vise hvor stærk jeg er! Det sgu hårdt at komme igennem sådan en periode, men jeg begynder at se lys for enden af tunnelen :)

Hvordan jeg har tænkt mig at køre fremadrettet, kommer der et andet indlæg om senere på ugen.

Tak fordi du læste med helt hertil og tak fordi du følger mig – det betyder rigtig meget for mig <3