Når forholdet går i stykker...

Jeg ved ikke rigtig hvor eller hvordan jeg skal starte dette indlæg.. Det sidste stykke tid har været hård og jeg har haft ondt indeni. Alle tankerne kører rundt i hovedet på mig, jeg føler mig forvirret, fortvivlet og bare frustreret. Sagen er den at min kæreste og jeg er gået fra hinanden. Jeg sagde stop, for jeg kunne ikke mere. Jeg har været ked længe og jeg kunne mærke indeni at jeg ikke længere troede på at vi kunne få det til at fungere igen og at jeg havde givet op. Så derfor valgte jeg at slutte det. Sagen var den at vi fungerede bare ikke som kærester længere, ingen af os var glade i forholdet. Vi var kede af det og har været det i et godt stykke tid og derfor kunne jeg bare ikke mere. Men hvor er det hårdt. Vi har været sammen i 5 år og han er min bedste ven og han kender mig som ingen anden. Vi elsker jo ligeledes stadig hinanden og har haft en masse dejlige oplevelser sammen. Selvom vi skilles som  gode venner der kun har kærlighed og respekt for hinanden, så er det stadig hårdt og svært at give slip på ham. Jeg mister ham som kæreste, og jeg mister en betydningsfuld del af min hverdag. Det er svært, det er hårdt og det gør ondt. Jeg er ikke god til at være ked af det og acceptere når jeg er ked sådan i det hele taget. Jeg vil gerne have en løsning med det samme, hvilket jeg så har fundet ud af jeg ikke får og det gør jo så at det også er en svær situation for mig. Jeg skal "bare" acceptere det tager tid og det er utålmodige mig bestemt ikke glad for. Jeg er også samtidig også bange, for jeg er nemlig for første gang i 5 år alene. Jeg er blevet single og det skræmmer mig, for jeg ved ikke nu hvad der kommer til at ske. Jeg føler lidt jeg har taget et spring ud fra en MEGET høj klippe og jeg ikke ved hvordan jeg lander. Jeg skal til at finde ud af hvem jeg er igen. Hvem er Mette uden en kæreste? Hvordan er hverdagen uden ham? Hvordan kommer det her til at påvirke mig? Og vigtigst af alt, hvordan bliver jeg glad igen? Jeg har en fantastisk omgangskreds der er klar til at gribe mig når jeg falder. Men lige nu gør det ondt, og jeg skal vænne mig til tanken. Det er svært. Men jeg håber stadig det var det bedste valg. Så lige nu er der lidt rodet i mit hoved og liv. Jeg ved ikke helt hvilket ben jeg skal stå på.  Beslutningen er taget, men derfor gør beslutningen stadig ondt og jeg har svært ved vende mig til tanken, men efter omstændighederne har jeg det okay.