Brok, brok, brok

Hvis du er i godt humør og ikke gider høre på brok og negativitet så vil jeg ikke anbefale dig at læse videre. Det her er nemlig et personligt indlæg hvor jeg har behov for at brokke mig fordi jeg er pisse trist over min situation.

Som i nok kunne læse i sidse uge kom jeg slemt til skabe med foden i søndags - det har resulteret i en slem forstuvning, så foden kan få ro og hele ordentligt.

For det første irritere det mig helt vildt at jeg endelig var kommet på benene igen! Jeg var kommet igang med min træning, og nød det faktisk. Motivationen var tilbage, jeg var startet hos ny diætist og ny kostplan, og jeg synes faktisk for en gang skyld i lang tid gik det godt! Men bang! 20 meter før målstregen vrikker jeg om, også dum som jeg er går jeg ikke direkte til samarit teltet, men bliver derimod ved med at gå på foden, for jeg troede jo det bare ville gå over. Det endte jo så ud i at jeg skal holde min fod i ro ihvertfald 14 dage - og ja jeg ved godt det er ikke er lang tid i forhold til så meget andet, men jeg synes alligevel det er lang tid for mig  - efter en periode hvor jeg har været psysisk nede og endelig var kommet igang, er det virkelig lang tid for mig :(

For det andet så når man bare ligger hjemme hele dagen og keder sig, så får man lyst til at spise og spise de forkerte ting.  fordi man ikke får brændt energi af. Den følelsen af man bare ikke laver noget og ikke kan noget er forfærdelig! :S Jeg havde brug for at komme ud i går aftes og gå en tur, dog på krykker og det var hårdt men jeg ville bare have luft!

Jeg satser på jeg snart kan smide krykkerne og gå uden dem, men det betyder jo at jeg så bare kan gå op og squatte med 42 kg som før, og det gør mig sgu trist :(

og ikke nok med det, så blev jeg rigtig sur på mig selv i går aftes. Jeg er sur over det tager så lang tid med mig at smide de forbandede kilo, når man på instagram kan se nogle der har smidt det dobbelte på kun et halvt år, andre der ligger billeder op af deres perfekte kroppe, og så sidder man her med mave og føler bare jeg har uendelig lang vej igen og det virker nærmest helt uoverskueligt :(

Jeg ved godt hvert menneske er forskelligt og det også gælder om at have sig selv med. Men nogle får det bare til at se SÅ let ud, og det synes jeg fandeme ikke det er! Man stopper jo ikke bare lige med at kunne lide de forkerte ting eller ændre vaner fra den ene dag til den anden. Jeg er virkelig træt af at føle mig stor og tyk. Jeg er så ked af jeg har taget meget på igen, selvom jeg godt ved at når man har det skidt psysisk er det ikke det man skal fokusere på. Men jeg er træt af den følelse, jeg er så ked af jeg føler jeg er svag og mest af alt at jeg føler jeg ikke kan mere - forstået på den måde at jeg føler min viljestyrke er nærmest ikke eksisterende. Jeg er træt af jeg for ofte falder i de forkerte sager og derudover føler jeg mig som en fiasko, fordi jeg ikke kan tabe mig, men spiser det forkerte og ja. Det fandeme ikke sjovt altså. Åh, jeg beklager alt mit brok og tristhed - jeg har bare brug for at komme ud med det. Håber det hele snart bliver bedre igen.