Selvværd og selvaccept

Tanker og dyb sorg

Jeg har overvejet om jeg skulle udgive dette indlæg, og jeg er kommet frem til at jeg har brug for at få mine tanker og sorg ud. 
For min egen skyld. Dette indlæg er ikke inspirerende, motiverende eller belærerende, det er bare tanker og en dyb sorg.

Da jeg gik i 4. klasse, mistede jeg en veninde i et trafikuheld. Og selvom jeg egentlig ikke husker meget fra 4. klasse sådan generelt står alt fra dagen lysende klart for mig.  Jeg lærte alt alt for tidligt at ALLE mennesker, SELV børn kunne dø, lige pludselig uden at være syge. Det var en svær og uforstående tid. At sidde der som et lille menneske, der bare er klar  på livet og så skulle opleve den smerte, den sorg. Det gjorde ondt – en smerte og dag jeg aldrig glemmer.

Jeg har flere gange tænkt, jeg håber virkelig virkelig at jeg aldrig skal igennem denne sorg igen at miste (har derudover også mistet min mormor og morfar, der også tog hårdt på mig) men især en ven/veninde som er ung og har livet foran sig – for det er ubærligt.  Men jeg tog fejl.

I tirsdags kl. 18.11 fik jeg et forfærdeligt telefonopkald – min barndomsven jeg har kendt siden jeg var 4 år, var død i et trafik uheld.  Da de ord kom ud af min venindes mund, vidste jeg ikke fra eller til. Det var som om jeg ikke rigtig forstod hvad der egentlig blev sagt. Og da det gik op for mig, græd jeg og åbnede min computer for at finde artikler og der stod det, sort på hvidt. Ikke at det var ham, men at ulykken var sket og at han var død på stedet.

Jeg måtte ligge på med min veninde, for at ringe at fortælle min anden veninde at han var død, men jeg havde det som om jeg fortalte noget der ikke var sandt, det kunne ikke være sandt. Men det var desværre sandt og for helvede hvor gør det ondt.

Dagen i går brugte jeg sammen med mine veninder fra Skibby, og at være sammen i sorgen. Vi var ude ved ulykkesstedet og ligge blomster, og den gav en eller anden form for ro at være der – samtidig med det desværre også blev mere virkeligt.

Jeg skifter mellem at være fattet, sidde og kigge ud i luften og være uforstående til at tudbrøle.

Jeg har kendt denne fantastiske fyr siden jeg var 4. Han stod der som den første og beundrede vores flyttebil da vi flyttede ind i det nye hus i Skibby, og siden da har vi fulgt hinanden – vi er vokset op sammen og jeg har tilbragt SÅ mange timer med ham og ligeledes hans familie. Jeg husker det som om vi legede hverdag, og det var det bedste for vi havde det så sjovt.  Derefter kom vi også i klasse sammen og fulgte hinanden derefter.

Og efter folkeskolen snakkede vi ikke så meget som vi havde gjort, men han var sådan en at når vi så endelig sås, så føltes det som om vi også så hinanden i går.  Han var en fantastisk fyr, og lige nu når jeg kigger på facebook kan jeg se hvor meget kærlighed han har skabt i folk – alle elskede ham og alle var vilde med ham. Han rummede INTET ondt i sig. For helvede hvor gør det ondt.

Jeg kan ikke forstå det, og jeg tænker hele tiden: Hvorfor, hvorfor lige ham! og jeg ved godt jeg ikke kommer til at forstå det, men at jeg skal lære at leve med det, men det virker så svært og det virker SÅ forkert at jeg aldrig skal se ham igen.

Jeg er så ked af det – og det gør så ondt nu. Det er bare ikke fair det skulle være ham, en person SOM er så elsket af alle, en person man har det godt med, får en til at grine uanset hvad. Jeg forstår det ikke.

Det har chokeret os alle, og det gør ondt når mine veninder er kede af det og man ikke kan gøre noget. Det gør ondt når ens familie er kede af det, og man ikke kan gøre noget. Det gør ondt at alle er så kede af det, og man intet kan gøre. Det gør ondt når jeg ikke kan stoppe med at græde, man er bare magtesløs.

Til dig min fantastiske ven: 

Himlen har fået den mest fantastiske og lysende stjerne nu, og jeg ved at du vil passe på os alle.

Jeg håber du kigger med, og ser hvor meget kærlighed og glæde du har skabt, bare ved at være dig.

Jeg kommer til at savne dig, det gør vi alle – helt sindssygt. Jeg kan ikke forstå jeg aldrig skal se dig igen.

Jeg sender min tanker til din familie og nærmeste, i denne svære tid.

 Sov sødt min elskede ven <3

red-rose-black-and-white-background-black-roses-bouquet-tumblr-black-and-white-red-rose-on-pinterest-red-roses-color-splash-and-c-overview

8 kommentarer

  • Patricia Zakrisen

    Kære Mette,
    Åh tårerne triller ned af mine kinder. Jeg føler så meget med dig og VED hvad du går igennem. 😢
    Jeg mistede min mand i 2009 i en togulykke, han var lokoføreren. Det opkald som du også fik, det er det man frygter, det man ikke tror er sandt. Men det er sandt. Vores verden bryder sammen, vores ståsted rives væk og vi spørg; hvorfor og hvorfor ham? 💔

    Jeg ved at det hele er urealistisk og ikke til at bære, og sorgen er ubeskrivelig. 💔😢
    Jeg lover dig, du kommer ud på den anden side stærk og tættere på dine nære relationer end før. I vil mindes din skønne ven og de glæder han gav jer, med tiden. Lige nu handler det om af få sørget og bearbejdet din sorg. Det tager tid ( det ved du) men du er en stærk Q kvinde og I har et stærkt netværk der kan støtte hinanden. Det bliver bedre ❤

    Jeg kondolere dit, hans familie og venners tab 💔😢 og sender den masse positive og kærlige tanker din og jeres vej. 😚
    Skriv endelig ( du ved hvor) hvis du har brug for ens trøst der har stået i din situation. ❤
    Mange tanker og kram fra mig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Kære Mette.
    Jeg kendte vedkommende og kan forstå din sorg! Han var en skide sød fyr og skabte glæde hvor end han var! Så urimeligt at han skulle væk så tidligt Han vil blive savnet (L)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Hans kæreste L. er en af mine gamle veninder..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Jeg er meget ked af at læse din ven er væk 😢Det er SÅ godt du skriver om det og derved er med at frigøre død og sorg fra det tabu det er blevet ❤ min egen bedste veninde er midt i sin dybeste sår og hun skriver sig også ud af det, hvilket virkelig hjælper hende! Du kan læse hendes blog på http://www.nordformaelkevejen.dk, men den er rigtig hård.. så vær forberedt, hvis du vælger at læse den! Håber virkelig du og dine andre venner, støtter og hjælper hinanden i det her ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanne

    Ja det er hårdt for hende! Og hans familie! :(
    Så tragisk! :(

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Selvværd og selvaccept