Personligt indlæg: Så langt ude var jeg…

Jeg har, som i nok har set og følger med i fået det rigtig godt igen. Jeg er virkelig i en periode hvor jeg føler mig rigtig glad igen, og det er så dejligt efter den hårde omgang jeg var igennem! Selvfølgelig er der dage hvor det ikke er godt, men de er heldigvis sjældne!

Men i takt med jeg begynder at få det bedre, begynder jeg også at få glimt af hvor langt ude jeg var den gang, og hvor besat jeg var af den fucking vægt. Alle de små klip, begynder at samle sig til et stort billede der virkelig viser mig selv at det var sygt.

Jeg troede jo selv det jeg gjorde dengang var både sundt og godt for mig, for tallet på vægten røg jo ned ad? Så det var et tegn på det gik godt, selvom alt andet omkring mig var stressende – så var det jo min medicin at jeg tabte mig trods alt. Jeg tog fejl..

Jeg kan tydeligt huske engang jeg var hos min diætist, hvor jeg havde taget 700 gram på! 700 gram! Mit hovede stoppede fuldstændig, det kunne jo ikke være rigtigt? Jeg havde jo spist fuldstændig efter planen hele tiden, jeg havde ikke engang haft nogle slik eller junkfood dage. Hun sagde så til mig at det blot var fordi jeg havde meget væske i kroppen, så det skulle jeg ikke tage mig af. MEN det gjorde jeg!

Den næste gang jeg skulle vejes, havde jeg intet vand drukket! Jeg skulle jo ikke stå på den vægt og have “taget” på pga. væske! Så, sådan blev det fremover. Når jeg skulle vejes drak jeg næsten intet eller overhovedet ikke noget. Så det blev nogle lange dage fra 7.00 da jeg vågnede til 17.00, da jeg var hjemme igen.

Derudover skulle jeg de dage jeg skulle vejes hele tiden tisse også selvom jeg følte jeg ikke skulle. Og især lige inden jeg skulle ind, jeg kom altid 20 minutter før, for så var jeg sikker på jeg kunne nå 5-10 gange på toilettet inden. Ikke selvom de 3 gram jeg måske tissede ud gjorde forskellen, men det var jeg helt sikker på de gjorde!

Jeg kan huske jeg også spiste minimalt de dage jeg skulle vejes. Jeg blev vejet om eftermiddagen og jeg viste jo godt maden ville vise sig på vægten. Så jeg spiste næsten ikke noget de dage. Skippede morgenmaden og tog ikke meget til frokost, men min mave skreg efter mad. Den var jo vant til at få meget mad de andre dage. Jeg ved godt man selvfølgelig ikke dør af en dag med mindre mad, men det var princippet i at jeg var SÅ bevist om hvad jeg spiste og drak, fordi jeg var bange for tallet på vægten.

Nogle gange tvang jeg også mig selv til at træne flere gange om dagen, og jeg sagde til folk at det var fordi det gjorde mig glad. SOM OM! Jeg gjorde det udelukkende for at forbrænde kalorier. Jeg kunne blive helt gal på mig selv hvis jeg havde forbrændt under 550 kalorier til en HIT time.

Jeg kan nogle gange tænke på at min diætist burde have fanget det og taget en alvorlig snak med mig. Men så er det jeg tænker hun var der kun 1 gang om måneden hvor vi sad sammen i 30 minutter, så det er nok begrænset hvor meget hun kan fange. Men kan huske hun engang sagde til mig, jeg synes godt nok du træner meget, husk at slappe af. Men det syntes jeg jo også jeg gjorde, selvom det ikke var tilfældet.

Så nu sidder jeg her og kan se hvor langt ude jeg var. Men jeg kan stadig ærge mig over jeg tog det hele fucking på igen under min depression, og det er jo fordi den side af mig og mit brændende ønske om at blive tynd og flot, stadig er derinde, selvom jeg jo godt ved at det at blive tynd ikke gør mig lykkelig.

Men jeg har overgivet mig og sat min tro et andet sted. Jeg kæmper stadig en kamp, og jeg har ikke sat et tidsfrist til hvornår jeg skal tabe mig. Det hele handler om jeg skal have det godt, og jeg har fået det SÅ meget bedre mentalt i forhold til sundhed og den kan jeg virkelig takke Cecilie for. Nogle gange har hun små skældt mig ud på grund af mine tanker, og det kommer hun nok stadig til fremover. Men hun har hjulpet mig på grund af det og vil stadig hjælpe mig meget fremover! <3

Nu tager vi tingene i den tid det tager, og jeg håber virkelig der snart begynder at ske noget og jeg kommer ind i rytmen igen. Jeg har svært ved at starte træningen op efter ferien, og selvom det kun er en uge jeg ikke har trænet, giver det mig stadig dårlig samvittighed og det ved jeg godt jeg ikke skal have! Men ting tager tid. Men jeg må være ærlig overfor mig selv, jeg har haft et hårdt program siden jeg kom hjem fra ferie, så min krop er træt og det er OK!

I morgen skal jeg træne med Cecilie og jeg er sikker på efter jeg har trænet med hende, så er lysten der igen. Hun er så motiverende.  :)

I dag fylder min mor 50, og vi skal ud at spise og jeg har tænkt mig at nyde hvert sekund. Der er også et liv ved siden af vægttabet – det havde gamle Mette ikke! Men det har nye Mette og hun nyder det <3