Mine nytårsforsæt i 2018

Historien om vores brud – del 3

Inden jeg starter indlægget vil jeg starte med at sige at jeg INTET ondt har at sige om min eks kæreste. Jeg har stor respekt for ham. Han vil altid have en plads i mit hjerte og jeg ønsker ham kun det allerbedste. Han har ikke behandlet mig dårligt, men vi var bare ikke længere gode for hinanden som kærester og derfor måtte det slutte. Jeg har ikke tænkt mig at hænge ham eller vores problemer ud her.

Det her er min følelsesmæssige side af historien og intet andet.

Du kan læse del 1 her og del 2 her

…..

Han flyttede hjem igen og hverdagen begyndte. Men det betød desværre også at jeg blev ulykkelig igen. Jeg var ked af det hele tiden. I hjemmet hvor jeg før fandt ro, fordi jeg ikke skulle forholde mig til ham eller min tristhed, var han der nu igen. Det gjorde ondt, jeg kan stadig huske smerten og hvor ked af det jeg var. Det var slemmere end det havde været før.

Det var som om mit hjerte og sind lige pludselig begyndte at kæmpe for at blive hørt. Det fyldte konstant og hele tiden. Jeg kunne ikke længere bare ignorere det, selvom mit hoved VIRKELIG forsøgte og lade det ligge fuldstændig. Det nemmeste trick var at tænde for auto piloten og prøvede at overbevise mig selv at jeg elskede ham, det måtte jeg jo gøre… Ikke?

Men det gjorde jeg jo egentlig ikke. Eller jo, bare ikke som en kæreste. Jeg elskede ham som person og den tid vi havde tilbragt sammen. Men ikke som en jeg skulle dele min fremtid med. Når jeg tænkte på min fremtid blev jeg ikke glad af at se ham i den. Det føltes bare ikke rigtigt.

Det er heller ikke nogen hemmelighed at jeg ikke havde en eneste af mine nærmeste der ønskede jeg blev i det. De sagde alle at de synes jeg sige stop og at nu var nok vel nok? De kunne se jeg var ulykkelig og var sikker på jeg ville blive glad på den anden side. Men jeg turde ikke tro på det, og igen tog mit kære hoved over.

Tiden gik, og som de fleste af mine nærmeste nok havde gættet, så skete der ingenting. Vi sad fast. Vi skændtes stadig. Vi havde dog os nogen gode stunder, fordi vi forsøgte at give det en chance. Men størstedelen af tiden var det bare ikke godt. Virkelig virkelig ikke.

Jeg legede med tanken hverdag – skal jeg gå fra ham? Men mit hoved blev ved med at kæmpe imod. Du kan ikke give op. Det kan du ikke. Det skal nok blive godt. Der var intet tidspunkt hvor jeg var 100 % sikker på min beslutning og var sikker på hvad jeg skulle. Det skiftede hele tiden og det var svært at finde ud af hvad jeg skulle gøre med det hele. Det var så pokkers hårdt. Så jeg nåede aldrig en åbenbaring af det ene eller det andet.

Lige pludselig blev det den 6. april. Jeg skulle til Amager efter arbejdet og have noget behandling. Da jeg gik ud derfra, havde jeg lyst til at have en hygge aften med ham. Jeg ringede derfor til ham og spurgte om jeg ikke skulle tage nogen salater med hjem fra Wedo food og så bare hygge med en god film og slappe af. Det syntes han lød som en god ide, så det var det vi gjorde.

Vi nød vores mad og satte en god film på. Da filmen var slut, begyndte vi at snakke om vores situation og de ting der skete på det tidspunkt. Det blev pludselig en hård samtale og ærlig samtale.
Jeg får sagt noget i retningen af at uanset hvor meget vi prøver, tror jeg bare ikke længere på det kan reddes. Jeg tror ikke på det bliver godt igen.

Han spurgte mig så hvorfor jeg så var i det, hvis jeg havde det sådan? Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare til det, så vi snakkede videre. Men det spørgsmål vækkede noget i mig og lige pludselig tog mit hjerte og sind over.

Jeg kan ikke huske præcis hvad der blevet spurgt om, men han sagde at han ikke vidste hvor længe han kunne blive ved sådan her, men lige nu ville han gerne kæmpe og han troede på det kunne reddes. Lige der, i det sekund gav jeg op. Jeg kunne ikke mere og det blev sagt højt.

”Jeg kan ikke mere…. Jeg kan ikke mere. Jeg tror ikke på det. Jeg kan ikke længere kæmpe for det”

Og der stoppede vores 5 årige forhold. Det var slut.  Det gjorde ondt, men jeg var overordnet ret afklaret. Dog prøvede hovedet og usikkerheden ind i mellem at komme ind og sige er du nu sikker på det er det rigtige? Men det var jeg. Det var nødt til at slutte.

Til alle jer der har spurgt hvordan jeg vidste det var slut, eller jeg tog beslutningen. Det kan jeg virkelig ikke svare på. Det skete bare lige pludselig som et lyn fra en klar himmel. Jeg var afklaret og jeg havde givet op. Jeg stod ikke op den morgen og var afklaret om at i dag skulle jeg gå fra ham, slet ikke. Så jeg kan desværre ikke give et godt råd til hvordan man ved om det er det rigtige. Jeg vidste det bare lige der i det sekund. Ikke at det var slut, men at jeg med mig selv ikke kunne mere og det måtte jeg lytte til.

Han gik en tur og jeg fik ringet og skrevet rundt til de nærmeste der nu skulle vide det. Jeg var ked af det, men jeg var os overbevidst om det var slut.

Vi sov sammen den sidste nat. Det var hårdt og jeg græd. Usikkerheden kiggede frem ind i mellem, men jeg handlede ikke længere på den eller lod den få magt. Det måtte slutte nu.

Jeg stod op næste morgen og han kørte mig til toget, som vi plejede. Vi sagde farvel og der startede mit nye liv, hvor jeg skulle finde mig selv igen…

untitled

   

Ingen kommentarer endnu...

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine nytårsforsæt i 2018