#5 – Når livet ikke er nemt….

 

Jeg har valgt at køre et nyt tiltag på bloggen som hedder: når livet ikke er nemt.. Igennem dette vil jeg sætte fokus på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig? 

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg min blog til at skabe fokus på de svære ting..

Har du lyst til at dele din historie, så send mig din mail på getfitinspiration@live.dk

---

 

Denne her historie er barsk og den rørte mig så dybt at jeg små græd da jeg sad i toget og læste den. Denne skønne pige har været igennem et hårdt liv, som startede med overvægt, et overgreb, dårligt selvværd og til sidst en kæmpe mavepuster ved at miste sin mand. Jeg er dybt rørt over denne historie… Jeg håber i vil tage godt i mod den.

Jeg er gennem hele min folkeskoletid blevet mobbet, fordi jeg var overvægtig. Jeg havde ikke selv forstand på mad i de små klasser, men mine forældre glemte at vi i vores familie har et virkelig dårligt stofskifte, så vi næsten ikke forbrænder noget.

De fortsatte med at give mig en mængde mad med, der passede til et aktivt barn i en skovbørnehave – forskellen var bare at jeg var stillesiddende nu.

Allerede den gang brød jeg mig ikke om sportslige aktiviteter, for jeg ville hellere sidde og tegne.

Jeg bebrejder ikke mine forældre noget, da de på det tidspunkt havde meget travlt med min nyfødte lillebror der havde astmatisk bronkitis og kolik på samme tid.

Men det endte ud i at jeg allerede fra barnsben fra ‘den tykke pige’. Det blev ikke bedre op gennem årene, tværtimod. Jeg fik det værre med mig selv hele tiden, og begyndte at trøstespise.  Jeg fortalte det ikke til nogle, for hvad skulle de kunne gøre.

I niende klasse var jeg i skolepraktik, med en dreng fra parallel klassen. Da vi skulle ryde op på lageret lagde han an på mig, og begyndte at kysse mig og rage på mig. Han nåede så langt som til at få min bluse og mine bukser af, før jeg fik sparket ham væk. Det var den sidste dag i praktikken. Jeg fik samlet mine ting og gik op til min chef (eller hvad man nu kalder det) og sagde at jeg var blevet dårligt og måtte gå hjem.

Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men jeg var nærmest blevet voldtaget. Mit lave selvværd fik lavet det om til at jeg måtte have sendt nogle signaler i hans retning. Resultatet af dette var at jeg begyndte at skeje ud. Jeg begyndte at ryge og drikke meget mere end hvad normalen var for min alder.

På efterskolen faldt jeg lidt til ro igen, og blev forelsket for første gang. At han så var en douche og kun var interesseret i mig når hans kæreste var hjemme på weekend er en anden ting.

Men jeg fandt ud af hvem jeg ville være som person, og fik rettet lidt op på mig selv.

Gennem gymnasietiden bliver jeg igen meget usikker. Alle er så tynde og smukke, og jeg føler mig som udskidt æblegrød. Igen tager smøgerne og alkoholen over, og ingen er mere fuld til fredagsbarerne end mig.

Efter gymnasiet har jeg et sabbat år, hvor tiden bliver brugt på arbejde, og på at knalde med fremmede til højre og venstre. (Jeg var jomfru indtil det år)

Herefter bliver det en lang nedadgående spiral, og jeg må erkende at jeg har både stress over studie, og en depression året efter. Det var det sværeste jeg nogensinde skulle gøre, da jeg er opdraget til at man skal kunne klare ting selv, og at stress bare er fordi man har lidt travlt. Man skal kunne tage sig sammen og komme videre. De to ting er sagt af min far, og han forstod slet ikke hvordan jeg havde det. Heldigvis har jeg en fantastisk mor der hjalp mig.

Jeg kommer igang med min nuværende uddannelse, og da første år er ved at være gået møder jeg en fantastisk mand. Han kan faktisk lide mig for den jeg er, og ikke for den jeg fremstiller mig selv som. Han bliver min kæreste, og for første gang i hele mit liv finder jeg ud af hvordan det er at blive elsket af en mand. Jeg blomstrede op i vores forhold, fik mine egne meninger og fandt ud af hvem jeg er. Det samme gjorde sig gældende for ham. Han voksede mindst ligeså meget.
Ja det lyder måske lidt kliché, men jeg følte jeg havde fundet mine soulmate, og den jeg skulle være sammen med resten af livet. Vi havde store planer om at vi skulle giftes og have børn og en villa og alt det der. Ja vi var faktisk kommet så langt som til at gå i gang med at prøve at blive gravide.

Jeg havde så i efteråret en spontan abort, som jeg ikke fortalte nogle om. Han (og min mor) var de eneste der vidste noget om det. Jeg har hen over sommeren kæmpet med en svær/moderart depression med selvmordstanker, som jeg fik hjælp til gennem et gratis projekt.

Min skønne kæreste fik så lavet et vred med sin skulder, så han fik rigtig rigtig ondt i den. Han fik smertestillende Dolol af sin læge. Det viser sig at han ikke kunne tåle dem, så en af bivirkningerne var panik angst.

Efter vi har haft en meget lang måned med det ene lægebesøg efter det andet kommer han endelig til scanning af skulderen og lysken (Han gled i sneen og faldt).

Han ringer til mig mens jeg er i skole – fuldstændig grædefærdig – og jeg kan ikke få ud af ham, hvad der er sket.

Da jeg kommer hjem er han ved at gå i spåner. Vi havde begge tidligere snakket om en indlæggelse af ham, da det måske ville kunne hjælpe på det. Så vi beslutter at det skal være nu.

Vi bliver indlagt på Herlev, da 1813 i første omgang vil have os derind.

Her bliver han scannet og det hele er en lang rædsel, fordi de nu snakker om pletter på hans knogler. Der er ingen der vil fortælle os noget som helst.

Vi bliver dagen efter flyttet til Bispebjerg, da det er der vi hører til.  Her får vi af vide at den er god nok, han har fået diagnosen Cancer.

For at gøre en meget lang historie kort, så blev vi gift ret meget i hast, og han gik desværre bort her i januar. Han havde haft cancer i 5 år uden af der var nogle der vidste det, og der var derfor ikke noget at gøre.

Der kom min krise. Jeg stod pludselig overfor at skulle være alene igen. VI snakkede så meget om det inden han gik bort, og det hjalp en hel del.

Jeg har lært så meget af alt det her.

Bl.a.:
– Jeg er god nok! 

– Jeg er stærk nok!

– Der er ikke nogle der skal fortælle mig hvad jeg skal føle og mene

– Jeg skal ikke nøjes! 

– Jeg er værdig til at blive elsket. 

Alle de ting jeg hele mit liv aldrig har følt, føler jeg nu. Jeg har lært det! Jeg føler det nu!

Det er utroligt hvor meget man som person kan gå igennem uden at knække. Men jeg er ikke knækket! Og det gør jeg heller ikke!

Og jeg har lyst til at dele min historie med jer andre, for jeg synes også at i skal vide at på trods af at livet er noget lort, så skal man ikke give op.

Der må og skal simpelthen være en mening med det hele!

Det kan godt være at mit hjerte skulle knuses i tusinde millioner stykker, men det gjorde at jeg lærte nogle helt essentielle vigtige ting, som mig og mine mindreværdskomplekser aldrig ville have lært ellers.

Hvis jeg kan klare det så kan i fandme også! Jeg sender jer al den bedste kærlighed der findes!