#3 – Når livet ikke er nemt.. | Når livet ikke er nemt

Jeg har valgt at køre et nyt tiltag på bloggen som hedder: når livet ikke er nemt.. Igennem dette vil jeg sætte fokus på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig?

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg min blog til at skabe fokus på de svære ting..

Tag godt i mod Henriette som startede en vægttabsrejse, som desværre endte ud i en spiseforstyrrelse. Hun kæmper en hård kamp for at blive rask igen, og har delt sin rørende historie..

”Der sidder en lille pige inden i mig og skriger på hjælp”

For seks år siden vejede jeg 110 kg. Jeg stod og kiggede mig selv i spejlet og tænkte hvem vil have mig når jeg ser sådanne ud? Jeg ville gerne tabe men, og startede derfor en vægttabsrejse. Men slankekuren kammede over og udviklede sig til anoreksi. To et halvt år senere blev jeg indlagt ambulant på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. Behandlingen var imidlertid ikke nok, og jeg blev derfor indlagt på centrets daghospital. Igennem min tid med Anoreksi har jeg været indlagt på dagshospitalet to gange. I dag er jeg afsluttet, men langt fra rask, tvært imod. Nok mere syg end jeg nogensinde har været.

Af Henriette Kirk Andersen, 31 år.

Jeg var 25 år, da anoreksien overtog mit liv. Jeg var konstant i fitnesscentret og tabte mig meget, men så stadig den tykke pige i spejlet. Første gang, jeg blev henvist til Center for Spiseforstyrrelser (CfS), blev jeg afvist: Jeg var ikke var syg nok. Tre måneder senere, da jeg blev indlagt på CfS, havde anoreksien udviklet sig yderligere og var blevet rigtig slem. Min mønstre i forhold til træning og mad var blevet meget værre.

Jeg havde inderligt håbet, at behandlingen ville gøre mig rask eller i det mindste i stand til at leve et nogenlunde normalt liv med socialt samvær og mad. Konkret havde jeg brug for hjælp til at håndtere traumer fra barndommen (som er grunden til min anoreksi) samt at få en realistisk kropsopfattelse. Men jeg oplevede, at behandlingen på daghospitalet kun handlede om at spise, være social omkring måltider og tage på.

”Det foregik i gruppeterapi, men det udviklede bare min evne til at bilde folk det ind, de gerne ville høre. Og på den måde fik sygdommen endnu bedre betingelser. Jeg mener, at fokus på mad og vægt tog al plads, mens fokus på årsagerne til anoreksien manglede. Når jeg fx bad om hjælp til mine psykiske problemer og til at styrke mit selvværd, følte jeg mig ikke hørt. Jeg kæmpede også med selvmordstanker, men fik ingen hjælp til at håndtere det. Derimod fik jeg at vide, at hvis tankerne blev værre, måtte behandlingen stoppe, da det nok var for svært for mig. Og så ville jeg først være på den, så jeg holdt op med at fortælle, hvordan jeg havde det.”

At slippe kontrollen kræver tillid
Sygdommens væsen er kontrol, og den er man nødt til at turde slippe for at blive rask. Og der er jeg langt fra. Anoreksien har så meget fat – jeg er fanget i dens spind og føler ikke jeg kan finde vejen ud af det. Jeg har stadig den lille pige inden i mig, som skriger på hjælp.” Men anoreksien vil ikke lade mig tage imod hjælpen.

Hvorfor kæmper jeg ikke mod sygdommen og ændre mig adfærd og kontrol? Det er langt fra nemt og langt hårdere end det lyder. Anoreksien er også min redningskrans til alle min problemer. Den beskytter mig mod det onde fra min fortid samt mit indre kaos.

Mange tror, at anoreksi handler om mad. Men det gør det ikke. Mad er bare midlet til at bekæmpe det man ikke kan bekæmpe oppe i hovedet. Anoreksien er et hylstret, der rummer ens tanker. Tanker, der fører til handlinger, og handlinger, der giver kontrol og tryghed. Anoreksi handler om tanker, kontrol og tryghed. Helbredelse til anoreksi handler ikke om at få spist noget mad. Det handler mere om at få styr på ens tanker. At få de onde tanker gjort til gode tanker. At få lyst til livet igen. Og det sker ikke bare ved at få nogle flere kilo på kroppen. Det psykiske skal følge mindst lige så meget med som det fysiske.

Status og fremtid
Jeg er stadig meget syg, Jeg har aldrig været så undervægtig som jeg er nu. Føler mig magtes løs overfor sygdommen og kan ikke se nogen vej ud af Anoreksien. Mit liv er ikke nemt – og ønsker aldrig for nogen andre at de skal komme i samme situation som jeg er i.