#1 – Når livet ikke er nemt … | Når livet ikke er nemt

Jeg skrev i sidste uge at jeg ville starte et nyt tiltag på blog, som hedder når livet ikke er nemt..

Kort fortalt, vil jeg sætte fokus igennem på blog, på de stunder i livet der er svære. Jeg giver ordet til de seje kvinder der har delt deres rørende historie. Flere af dem har givet mig tårer i øjnene.

Jeg har valgt at starte dette op, for at vise andre at man ikke er alene om de svære ting og tanker. Sådan havde jeg det meget under min depression, jeg følte jeg var den eneste i verden der havde de tanker – måske sidder du med samme tanke, men med et andet problem eller sygdom. Så måske kan nogle af disse indlæg hjælpe dig?

Det er alt for tabu belagt at “have ondt i livet eller sindet” og det synes jeg er forkert. Derfor bruger jeg bloggen til at skabe fokus på de svære ting.

Tag godt i mod første indlæg i rækken fra en sej pige, der lige nu har det rigtig svært og kæmper. Men har valgt at dele ud af sin historie. Hun rørte mig dybt.

Anonym – Mit livs krise..

Min historie omhandler hverken en skilsmisse, mulige former for misbrug, sygdomsramte familiemedlemmer eller tabet af en forældre. Jeg er ud af en almindelig kernefamilie fra Vestjylland, der er vokset op i trygge rammer – men som aldrig har lært at sætte ord på følelser. Netop det med at vise mine følelser og behov særlig tydeligt, har aldrig været min kop the.

Det ændrede sig markant i efteråret 2014 da jeg mødte min daværende kæreste. Han fik mig til at åbne op, og pludselig kunne jeg sætte ord på mig selv og mine følelser. Det var også på det tidspunkt at jeg startede et psykologforløb op grundet en spiseforstyrrelse.
Et problem der havde været der de sidste to år. Jeg tog det ikke selv så alvorligt, men det gik op for mig ved min psykolog, at det var. Gennem min barndom har jeg altid været normalvægtigt. Men da jeg gik i 2. g. begyndte jeg at tage på og jeg gik meget i byen. Først da jeg var blevet student gik det op for mig at jeg nu ikke længere var normalvægtig, og jeg ville derfor tabe mig. Det startede som en rigtig sund og fornuftig slankekur: motion 3-4 gange i ugen og kostomlægning med stadigvæk plads til slik og kage. Jeg tabte mig stille og roligt, og pludselig var jeg faktisk på min normalvægt igen, men det var ikke nok. Jeg ville træne endnu mere og jeg ville tabe mig endnu mere. Til sidst tog tankerne over og maden styrede til sidst min hverdag. Jeg undgik sociale arrangementer hvor man skulle spise der og ellers kom jeg efter maden.

Til sidst kunne jeg godt selv se at den var ved at være gal, dog med opråb fra familie og veninder, så derfor opsøgte jeg selv en psykolog. Det var kun de tætteste veninder og min ret nye kæreste der vidste hvad der foregik. Min forløb gik godt, jeg blev mere og mere klar over vigtigheden af at acceptere min krop som den var, og finde tilbage til nogle spisevaner hvor jeg nød at skulle spise.

En aften min kæreste og jeg lå og drillede hinanden for sjov, holdte han hans hånd oppe foran min hals (ligesom ved et kvælertag). Den berørelse gjorde et eller andet i mig som gjorde mig bange, men jeg vidste ikke hvad. Det mindede mig bare om noget. Noget jeg senere hen har fundet ud i samarbejde med min psykolog, at jeg har fortrængt. Jeg blev nemlig voldtaget da jeg gik i 2. g. Noget min krop og mine følelser valgte at lukke ned for i 5 år, indtil den aften med min kæreste. Der kunne min krop huske hvad der var sket. I det halve år jeg gik til psykolog, fandt vi sammen ud af at min spiseforstyrrelse formentlig havde en forbindelse til voldtægten – det var den måde min krop reagerede på. Så 5 år efter voldtægten, først der skulle jeg til at bearbejde den sammen med en spiseforstyrrelse. Min psykolog skulle flytte sommeren 2015 efter et halvt års forløb hos hende. Jeg så det som mit tegn til at nu var jeg klar og stærk nok til at klare det på egen hånd med hjælp og støtte fra min kæreste og veninder. Jeg havde svært ved at lukke min familie ind, da følelser ikke har været noget vi har snakket om, og det gjorde det mere anspændt for mig end at det hjalp mig. Mit liv fortsatte og min kæreste og jeg flyttede sammen. I december 2015 opdagede vi at jeg var gravid – en graviditet der ikke var planlagt og som vi besluttede os for ikke passede ind i vores hverdag pt. Derfor fik vi en abort mellem jul og nytår. Vi havde været i dialog med min læge omkring hvordan det kunne blive efterfølgende, men aldrig havde jeg troet at det ville ramme mig så hårdt. Jeg kunne bogstaveligt talt ikke være alene i de to efterfølgende måneder, jeg var bange, drømte at jeg fik en abort igen og jeg drømte at min kæreste ville dø. Hele tiden blev jeg konfronteret med det. Jeg startede efter min abort igen op i et psykologforløb hos min gamle psykolog, hun var kommet tilbage til byen. Det begyndte at gå bedre efter de to måneder, lige indtil den dag hvor min kæreste og jeg måtte kaste håndklædet i ringen, og vi valgte derfor at gå fra hinanden. Vi er sikre på at det er den rette beslutning, men lige der ramlede hele min verden igen, endnu mere end den før havde gjort. Vi havde kun været sammen et år, men det var et år hvor jeg gennemgik tre store traumer, med ham ved min side – han var min klippe hele vejen igennem. Derfor ramte det mig med 300 km/t at nu var det bare mig. Pludselig fyldte spiseforstyrrelsen igen, jeg tabte mig hurtigt 5 km igen, voldtægten fyldte igen og jeg var bange for at gå ude når det var mørkt og jeg sov med lyset tændt. Min abort som jeg stadigvæk ikke var kommet mig over, fyldte også – i mit hoved har jeg kreeret en fin lille gravsten, et sted hvor jeg lige nu føler at denne episode hører til.

For kun en lille uge siden var min krop så meget ved siden af sig selv, alt gjorde ondt og jeg følte ikke jeg kunne trække vejret uden at der pressede sig en tåre med sig. Jeg fik et panik og angstanfald. Jeg havde brug for at smerten rykkede sig et andet sted hen hvor jeg bedre kunne holde det ud, derfor reagerede min krop ved at jeg slog mit hoved ned i min vindueskarm og jeg hamrede min fod ind i hjørnet af min kommode. Hvad der gik gennem mit hoved på det tidspunkt, det kan jeg ikke huske. Jeg husker bare at det nu gjorde ondt i mit hoved og min fod.

Jeg kontaktede min psykolog samme dag, og hun syntes jeg skulle forbi psykiatrien. Jeg havde selv gået med tankerne om det, fordi jeg ikke længere selv kunne rumme alle de her traumer, og én psykolog time var ikke nok for mig på nuværende tidspunkt. Min veninde og ekskæreste kom, og sammen tog de med mig til vagtlægen, for man skal have en henvisning hvis man skal tilses af en læge og en behandler i psykiatrien. Vagtlægens ord gav mig et stort slag bag i, da hun mente at jeg bare havde en lille krise i mit liv lige nu, og muligvis bare skulle på lykkepiller. For mig var det et stort skridt at skulle erkende at jeg havde brug for ekstra hjælp lige nu, så det var meget frustrerende at blive sendt hjem igen med en sovepille.

Det er historien om det sidste år i mit liv, og pt. står jeg i mit livs kamp for at finde en måde at vende tilbage til livet hvor jeg igen kan finde en mening og ikke føle mig alene– det kan jeg ikke lige nu.

Jeg ved ikke om dette her kan hjælpe nogen andre, men for mig giver det mening og det gør det en bitte smule lettere at trække vejret….

Billede herfra..